ER MAN ....

....lækker eller er man LÆKKER?! Ja jeg spørger bare...

Om en skøn og solrig lørdag!

Vi har bare haft den dejligste dag!

Vi sov til kl 8.15 og så startede Tjalfe dagen med en skålfuld jordbær. 

Kl 9.15 drog vi ud til hans mormor for at fejre hendes fødselsdag. Hun blev bare så glad og rørt over gaven (som jeg fortæller mere om i et andet indlæg..)

Vi har været udenfor og nydt vejret og Tjalfe havde lidt problemer med at sove middagslur, pga varmen. 

Eftermiddagen stod på et bad på altanen...

Og aftenen er blevet brugt i selskab med Mc Donalds mad og hans moster som skal overnatte..

Nu vil jeg i gang med symaskinen...

Tjalfe Triton's 2 års fødselsdag #1 - INVITATIONEN

Tjalfe fyldte 2 år her for et par lørdage siden. Om jeg begriber hvor tiden er blevet af? Hvor er min baby? Alting er gået så ufattelig stærkt, og jeg har slet ikke opdaget at han er blevet forvandlet til en stor dreng! Jeg elsker ham så frygteligt højt og mit hjerte banker kun for ham. Min lille store dreng! 

Og når vi holder 2 års fødselsdag, så er det ikke nogen lille forestilling. Jeg elsker sådan noget! Og sådan en lille halv AMERIKANER (læs her,) skulle jo selvfølgelig have en stor fest med AMERIKANSK tema! 

Sådan her så invitationerne ud...

Forsiden 

Bagsiden

....Og flere indlæg om hans fødselsdag er på trapperne. Så glæd jer til at se dejlige billeder og skønne gaver fra en skøn skøn dag!

SÆDDONOREN - Tjalfe's far

Her er han så. Manden som har gjort mig til jordens lykkeligste kvinde - ham jeg anser for at være den ene af de to vigtigste brikker i mit liv - uden overhovedet at have mødt ham...

Det lyder sgu lidt bizart. Og det er det egentlig også...

Og så sidder du måske og rynker øjenbryn og tænker "han ser ikke så moden ud?"

Dette er babybilleder af ham, for det er det eneste man får at se. 

Umiddelbart var han ikke en jeg bed mærke i, da jeg scrollede igennem alle donorerne fra ende til anden. Næ faktisk havde jeg set hans billede flere gange, men der var ikke noget ved ham der virkede specielt eller spændende nok til at jeg gad at kigge hans profil igennem...

Den 1. gang jeg blev insemineret var det med sæd fra den donor, som min ekskæreste og jeg havde valgt sammen. Det var en mørk donor. Det lykkedes ikke at blive gravid og da jeg ville ringe og bestille mere "af ham" fik jeg at vide at han desværre var udsolgt!? (say what..?)

2. gang blev så med en anden mørk donor, med total bong-hår! 

- det lykkedes heller ikke. Og da han så desværre også var udsolgt, fik jeg igen besked på at finde en ny far til mit barn..

.3 og 4. blev jeg så insemineret med sæd fra en kommende astronaut, han var vældig klog og arbejdede for NASA. Det lykkedes så heller ikke at få en astronaut-unge...

5. gang tænkte jeg, "fuck it" jeg vælger sgu en helt fjerde, det hele virkede så ligegyldigt nu. Tænkte over at jeg måske skulle gøre mig nogle tanker om hvad jeg ville ligge vægt på i mit valg, nu hvor det var sidste gang jeg ville forsøge at blive gravid. Indtil nu havde jeg ikke tænkt over at vægte uddannelse osv, kan forstå på det at mange kvinder udelukkende vælger ud fra hvem der er klogest eller  højstuddannet. Det spillede ingen rolle hos mig, må jeg nok erkende. Det eneste krav jeg hele tiden havde haft, var at det skulle være en åben donor! 

Jeg er selv adopteret og ved derfor hvordan det er, ikke at kende sine rødder. Jeg ved hvor meget det ville betyde for mig at have adr og oplysninger nok til bare at tage ned og finde min biologiske familie. Og nu hvor jeg havde chancen for at give mit barn den mulighed, så ville jeg selvfølgelig gerne betale ekstra for det! 

På sædbankens hjemmeside/webshop (ja i know..) så jeg pludselig at der i højre hjørne stod "US clients please click here." Jeg klikkede for sjov skyld men forventede egentlig den samme hjemmeside, bare oversat til engelsk. Men det var en helt anden side, hvor der stod mange flere detaljer og informationer og jeg kunne se de havde nogle af de samme donorer som den danske version. På den danske hjemmeside, kunne man få både danske og amerikanske donorer. Men på den amerikanske, havde en medarbejder lavet en top 5 over donorer og hun havde ligeledes udvalgt en favorit donor, hvilket jeg ikke havde set på den danske hjemmeside. Jeg klikkede spændt på favoritdonoren og blev mødt af en donor under dæknavnet "Dawson."Ham kunne jeg genkende fra den danske hjemmeside. Jeg blev positiv over de mange gode ting hun skrev om ham og tænkte at jeg måske lige skulle tjekke ham ud. 

MAN KAN SE:

et babybillede

en profil med mange oplysninger

og et "staff impression" (hvad personalet fra den amerikanske afdeling af sædbanken, som har mødt donorerne, synes om dem)

og et interview hvor man hører donoren snakke og svare på en masse spørgsmål.

Efter at have tjekket det hele ud, måtte jeg erkende at ham "Dawson" lød ret spændende. Meget ærlig og oprigtig. Og det med at han virkede oprigtig i hans udtalelser, fik mig på krogen. Jeg havde nemlig set mange andre babybilleder af donorer som så søde ud men som når de så f.eks blev spurgt hvorfor de havde valgt at være åben donor og hvilke tanker de havde gjort sig om at møde barnet i fremtiden, svarede at de havde gjort det for pengenes skyld, eller at de ikke ønskede kontakt. 

Men ham her virkede helt oprigtig. Specielt det sidste i interviewet ramte mig lige i hjertet:

Interviewer: Do you have any thoughts about having future contact with any of those off-springs?

Donoren: I do actually, it is really interesting to think about in the future - just wake up 18 years from now, and meet someone, maybe to meet your own child for the first time, is kind of mind-blowing. It is something that i would very much like to do if that is something that the child would be interested in.

Interviewer: Is there anything you would like to say to the recipient or any children that might happen?

Donoren: I guess to the parents: if your child is like me, he or she is likely pretty happy and healthy and athletic. If i were giving advice how to raise me many years ago, i would say help them learn selfdiscipline and healthy living early, that is something that didn't come naturally but has been a huge gain for me. And to the child i guess i would just like to say: your parents loves you very much, and to remember that, especially when you might think otherwise. And when the time comes, if you would like to meet me, i would very much like to meet you! 

Faktisk begyndte jeg at hyle fordi det bare føltes så rigtigt med ham. Min mavefornemmelse var god og jeg kunne forestille mig at skulle vise mit kommende barn det interview i fremtiden. 

I hans profil står der b.la. at han kan lide at spille ultimate frisbee og volleyball, at han har en bror og at han har meget energi og er ekstremt social (så det ved jeg da hvor Tjalfe har fra, for det er IKKE fra hans mor..) 

Den sidste grund til at jeg valgte ham, var fordi han var gammel. Omkring de 40. Og de fleste andre donorer var meget unge. Jeg tænker at en ung mand på 23 måske kunne gøre dette for at tjene til studiet og byturene, hvorimod at ham her beskriver at han har en kæreste og at de ikke selv skal have nogen børn. Så jeg tænker at han må have gjort sig nogle seriøse overvejelser omkring det med eventuelle børn der kommer rendende om 18 år? Det tror og håber jeg på.

Personalet fra sædbanken som har mødt ham skriver følgende om ham:

Open Donor: Dawson Staff Impression

Dawson's brilliant blue/green eyes are enough to stop you dead in your tracks. To accompany his striking eyes, he has thick brown hair, full lips, and an athletic/slender build.

With his studies focused in mathematics, he works as a Senior Technical Architect. To claim that Dawson is smart would be an understatement, as he is an extremely intelligent and sharp individual.

Dawson is successful and bright but is also incredibly caring, warm, and compassionate. He is the first to ask us how our day is going and loves to share about his own in return. He stays active biking, swimming, and loves the outdoors.

Jeg tror virkelig på at der var en mening med at jeg blev gravid 5.gang. For ellers havde jeg jo ikke fået verdens sødeste og smukkeste lille dreng? Underligt at tænke på at hvis jeg var blevet gravid f.eks. 2. gang, så havde jeg fået en lille uggabugga-unge med michael-jackson-garn og en helt anden personlighed? 

GODT jeg fik Tjalfe!

Han er virkelig en god blanding. Han har masser af forskellige nationaliteter i blodet. 

srilankansk fra mig.

Og fra faren : engelsk, irsk, amerikansk og polsk!  

Jeg er glad for at jeg har alle de underlige og ligegyldige oplysninger om ham. Jeg er bedøvende ligeglad, men jeg tror det er nogle facts der vil betyde noget for Tjalfe engang. Glæder mig også til at se om man kan se nogle ting fra donoren i ham. Allerede fra han var lille, vidste jeg at det med at han er ekstrem social, er fra hans far. Og energien. (kunne håbe han arver hans fars intelligens også) - nu har han jo arvet temperamentet fra mig og det er RIGELIG!!! 

Umiddelbart synes jeg slet ikke han ligner sin far! Hvis man ser et billede af mig som lille, så er det ligesom at se Tjalfe, fuldstændig! 

Men jeg lavede et billede af Tjalfe magen til donorbilledet, som jeg håber han en dag bliver glad for. Nogen siger dog at de kan se nogle træk når man stiller det sådan op. Jeg kan godt se næsen og ansigtsformen er fra ham. Kan i se nogen ligheder?

Mit donorbarn Tjalfe #3 - KONSEKVENSERNES AR ...

Jeg må vist hellere starte med at sige UNDSKYLD! Ved ikke om andre end den kære fru Fausing, har opdaget det, men jeg har ikke overholdt min deadline. Jeg lovede jer at i ville få del 3 i fredags, men der kom lidt stress i vejen. En vis herre skulle fejres, og så var der en konfirmation og nogle afleveringer som jeg bare var nødt til at prioritere...



NU får i så 3. og sidste del i "Tjalfe-Triton-triologien"- godt nok en hel uge for sent men bedre sent end aldrig (har jeg fået at vide.)

DETTE indlæg er en forsættelse fra det her indlæg som så er forsættelse fra det her indlæg! Hvis du slet ikke har læst med og er helt forvirret, start da her med del 1...

Nu har i hørt om min kamp mod "hele verden" og min mor som var imod min idé om at skulle være mor. I har også hørt om min frygtelige graviditet. Og alt i alt mener jeg selv at det i ved indtil nu, burde være RIGELIGT negativt! Men der er faktisk 2 andre ting som på sin vis er meget værre. 

Pga. min graviditet der ødelagde mit bækken, fik jeg en meget trist og tankevækkende besked fra lægerne, som altid vil give genlyd i min hjerne. De sagde til mig at jeg virkelig skal genoverveje mit ønske om flere børn. For pga. bækkenet, kan jeg risikere at komme til at sidde i kørestol resten af mit liv, hvis jeg bliver gravid igen! Det er altså trist og jeg tænker på det dagligt. Om jeg nogensinde ville turde tage chancen og risikere at Tjalfe og et evt nyt barn får en mor der sidder i kørestol? Og om jeg vil kunne gennemgå alt det i læste i del 1 og del 2, igen? Selvom barn nr.2 SLET ikke er i mine tanker nu, fordi jeg har RIGELIGT at se til, alene med Tjalfe som kræver en del, så kan jeg bare ikke forestille mig aldrig nogensinde at skulle have flere? Det gør mig virkelig ulykkelig, for jeg ville elske at give Tjalfe en lillesøster eller lillebror i fremtiden. Og jeg har altid drømt om mange børn (19 faktisk..jeg blev dog klogere..) -Så det er nok den største konsekvens der medfulgte.

Men mit valg om at blive gravid med donorsæd, ung og alene,har også haft en anden bagside. Hele min mors side af familien har valgt mig, næ Tjalfe og jeg, fra. Ikke som i "hvor er du ulækker og mærkelig, os skal du ikke kontakte igen" men mere bare som i: jeg har ligesom ikke hørt fra dem siden!" 

Nu vil jeg starte med at fortælle jer at jeg jo selvfølgelig har familie både på min mors og fars side. 

Fotograf Michael With

Min fars side husker jeg fra barndommen mest som noget overflødigt høfligheds-tam-tam, hvor vi hver gang en af os (mange familiemedlemmer) havde fødselsdag, sås til boller og kaffe osv. Ikke at det ikke var hyggeligt og jeg tror heller ikke det har været overfladisk som sådan, men har bare aldrig følt nogen vild connection til dem. Føler ikke rigtig nogen af os sådan følte den store kærlighed for hinanden. Man mødtes alle mest fordi man skulle (fordi nogen havde fødselsdag og man jo trods alt var i familie) og ikke fordi man følte for det. Jeg ved ikke om det bare er min mærkelige opfattelse af det, men vi sås bare aldrig rigtig ud over de der obligatoriske fødselsdage. Og det er altså på trods af at vi alle bor i samme by. Jeg kan huske jeg som lille tænkte at det var mærkeligt vi ikke sås med dem oftere. Jeg husker at de altid var sjove og nemme at være sammen med, ville bare nogen gange have ønsket sådan et slags forhold til ens fastre og kusiner osv, som jeg så tit hørte mine jævnaldrende snakke om..
Min fars familie er udadvendte og meget humoristiske mennesker og man kan slappe af i deres selskab. Det er sådan nogle familiefødselsdage hvor bedstemor får en dildo til hendes 70 års fødselsdag og hvor folk prutter og bøvser og snakker om pik og patter og nakkeost ved bordet... uden nogen løfter øjenbryn af de andre.. 



Min mors familie er "fine" i mere gammeldags og "stramme i betrækket." De bor i store fine huse og på gårde og penge er ikke et problem. De er ægte bondrøve og bor alle stadig i en lille landsby hvor alle gør det samme og ligner og sladrer om hinanden. Men de var min familie. Og dem elskede jeg overalt på jorden. 
Min mormor specielt havde en stor plads i mit hjerte, hos hende følte jeg mig som barn elsket. Sådan virkelig elsket, hun forgudede Karoline og jeg og hun var det bedste jeg havde. Min  morfar døde inden jeg blev født, og min bedstemor og bedstefar har jeg aldrig haft et "forhold" til. Så jeg følte virkelig min mormor var min eneste rigtige bedsteforælder. Desværre boede hun (og resten af familien) ca en time fra os, så det var ikke så ofte vi så dem, som vi gerne ville. Desværre døde min mormor lige inden min graviditetstest viste positiv, og det knuste mit hjerte at hun aldrig kom til at opleve mit barn og at mit barn ikke fik verdens bedste olde. 

Til min mormors 90 års fødselsdag!

  

Ud over min mormor, boede alle mine onkler, mostre, fætre og kusiner også i den by. Mine fætre og kusiner var voksne og havde selv børn. Så det var nærmest deres børn jeg så som mine kusiner og fætre. Jeg var kom altid med det samme der kom et nyt barn i familien. Jeg elskede dem virkelig. Specielt min ene kusine og hendes 4 børn havde jeg rigtig meget med at gøre. Jeg var der tit og passede dem som var de mine egne. Min mor søster og jeg har virkelig troppet op og stået klar hver gang et nyt barn blev født ind i familien. Kan virkelig huske hvor tit jeg som barn og teenager tænkte og glædede mig til den dag hvor de engang alle sammen skulle komme og se mit barn og den dag hvor jeg skulle invitere dem til barnedåb hos mit barn. Og alle de snakke og gode råd min kusine ville kunne bidrage med, hende snakkede jeg bare så godt med. Jeg følte at deres hjem var mit andet hjem. 

-MEN jeg skal da ellers love for jeg fik mig en mavepuster da jeg fandt ud af hvor lidt de har tilovers for mig og at det må have været en stor fejl og misforståelse at jeg har troet at de var det tætteste jeg kom på at have en rigtig familie! 

De gange jeg nævnte ideen for dem og havde gang i processen med at prøve at blive gravid, havde de ikke rigtig nogle kommentarer. Det tænkte jeg ikke videre over for det var jo en "skør" ide og mange andre var også modstander af mit valg. Og med deres gammeldags facon, så passede dette nok ikke ind. Men det var okay, jeg havde ikke brug for de skulle synes at det var en god ide.

Da jeg så blev gravid var jeg jo sengeliggende så der kunne jeg ikke tage med på besøg. Men december måned var den bedste måned af graviditeten og der kunne jeg spise lidt og kastede ikke så meget op. Så der tog jeg selvfølgelig med til min mors families årlige julefrokost. Jeg glædede mig så meget. Til at se dem igen og fortælle og vise mave og være stolt over at det var min tur til at sætte et barn ind i familien. Det skal siges at alle i familien vidste jeg var gravid, selvom jeg ikke havde snakket med dem, for min mor snakker løbende i tlf med mine mostre. Og jeg var i 5. og så ca sådan her ud.... pænt svært at overse mig, vil jeg vove at påstå...?

Men da vi ankom til festen var det som om jeg blev i tvivl om, om jeg overhovedet var Meena? 

Eller om jeg var Casper? Altså ham der Casper det usynlige spøgelse.. For jeg følte mig sgu som et spøgelse. Nogle hilste slet ikke, de fleste ignorerede mig bare. Og dem som kom og gav hånd gik bare videre. Jeg stod bare der og kæmpede en kamp med tårerne der pressede på imens jeg tænkte "undskyld mig men hvornår fanden i helvede har i tænkt jer at kommentere-kigge-lægge mærke til den stor mave der buler ud lige der hvor vi giver hinanden hånd????" Og hvor i alverden bliver jeres "tillykker" af?? Ingen, hverken mine mostre, fætre eller kusiner kom hen og snakkede med mig. 

Familien stod omkring bordet og sugede til sig af den akavede stemning der opstår når folk er ved at dø af sult og venter på der bliver sagt værsgo imens der står en lesbisk neger af et familiemedlem og er skyld i at alle føler sig ilde til mode, i det hun ser alt for gravid ud med hendes kommende SÆDDONORBARN... 

-så henvendte min kusines mand sig til mig (ham jeg har haft mindst med at gøre nogensinde):

"Nåeh går det ellers godt med dig?" Jeg smilede stort og tænkte "NU! Nu er der en der er interesseret, en som vil vide og spørge og ønske tillykke og jeg gjorde mig parat til at fortælle "Ja det går rigtig godt" men der afbrød han mig så med et "nå jamen så længe du har det godt, så behøver vi jo ikke vide mere!" 

Øh what?!?! ...det var så omkring det her tidspunkt at Meena det ligegyldige spøgelse ikke vidste om hun skulle græde eller gå. Samtidig var jeg i en choktilstand og tænkte at hvis manden ikke har noget fornuftigt at sige til mig, så ville mit forslag til ham nok være LUK RØVEN...

Resten af aftenen sad jeg bare med en fuldstændig tom følelse og et knust hjerte. Aldrig havde jeg følt mig så fremmed? Og så hos dem jeg følte mig tættest knyttet til? 

Jeg var så skuffet og vred da jeg kom hjem. Tom for ord. Helt uforstående overfor deres opførsel? 

Det brugte jeg resten af min graviditet på at være sønderknust over. Og bekymrede mig om hvordan mit liv så ville være uden dem? eller var det bare sådan en engangsforestilling hvor de ikke helt vidste hvordan de skulle tackle det? det kom nok helt naturligt når de kom og så mit nyfødte barn på sygehuset. Det trøstede jeg mig med i al hemmelighed. 

Men ingen fra min mors familie kom og så mit nyfødte barn... Ingen fra familien ringede og sagde "tillykke med dit barn.." 

I lørdags fyldte min søn 2 år. 

Og ingen fra min mors familie kender mit barn. 

Faktisk har ikke en eneste af de 24 familiemedlemmer nogensinde set eller mødt mit barn.

 Det skærer i mit hjerte og jeg er stadig knust og vred. Og mest af alt skuffet. 

En ting er hvis de har noget imod mig og mit valg, men at det skal gå ud over Tjalfe i det at han mister en stor familie, det synes jeg er så uretfærdigt. Da jeg som barn tog på sommerferie på landet og overnattede og hyggede med min Moster M. og Onkel B. eller gik i stalden hos min moster E. og onkel E. så forestillede jeg mig hvordan det mon blev når jeg en dag skulle sende min egne børn på ferie derop. Hvordan mine børn skulle lære om dyrene og gården osv. 

Nu må Tjalfe i stedet lære om dyrene, traktorerne og livet på landet til ØKO dag hos en eller anden random bondemand ... 

Jeg har stadig dage hvor jeg tuder over den familie og de "barndomsminder" jeg føler jeg har mistet. Men de fleste dage er jeg ked af det på Tjalfes vegne og sur på mine egne...

Til gengæld viste min fars side af familien sig at være guld værd. De har respekteret mit valg og glædet sig på mine vegne. De har interesseret sig for Tjalfe og stillede spørgsmål omkring donoren osv gennem graviditeten. De fejrer min søns fødselsdage og de kom og besøgte mig på sygehuset og ønskede mig tillykke med det bedste der nogensinde var hændt mig. De er sgu' fantastiske. 

Tjalfe har ikke valgt sin skæbne. Han er bare blevet tvunget ind i en verden uden en stor familie og uden en far. Sommetider får jeg ondt af at ham ved tanken om at han måske skal lide under mit egoistiske valg om at sætte ham til verden. Og han vil få mange knubs i livet, vores omstændigheder og "livsstil" taget i betragtning. Og måske vil han give mig skyld for en masse dumme ting. De fleste med god grund.

Men jeg elsker den dreng. Overalt på jorden. Af hele mit hjerte. Helt op til stjernerne og tilbage igen. Og det håber jeg er tilstrækkeligt. For han fortjener kun det bedste! 

..Ham Tjalfe. Min øjesten. 

Mit donorbarn Tjalfe #2 - KONSEKVENSERNE ...

Fortsættelsen af dette indlæg...

Der var gået knapt halvandet år fra min X og jeg gik igang med "projektet") og til nu hvor jeg stod der, stolt og gravid. Måske fnyser nogle af jer over at jeg giver udtryk for at halvandet år er lang tid, men det VAR lang tid. Men mest pga. alt for mange forhindringer og alt for meget modstand. Som jeg skrev i det forrige indlæg, så havde jeg nu fået den her helt specielle og helt ubeskrivelige følelse af lykke. Jeg må dog indrømme at jeg i starten, stadig sommetider havde en mistanke om at det var den rene løgn, og at jeg var med i et fup-nummer. For det var så uvirkeligt?

Jeg glædede mig til hver dag i de 9 måneder. Alle de forestillinger og billeder jeg havde i hovedet af mig med stor mave og det største smil i hele fjæset. Om hvordan jeg stolt skulle vise min mave til alle og enhver der passerede min vej, som var jeg den første i verdenshistorien, der nogensinde havde været gravid og haft det sådan! Men der gik ikke mange uger før kvalmen indtog sin plads. (og NEJ det er ikke en sølle 3 måneders kvalme jeg har tænkt mig at whine over i resten af indlægget. Men vil bl.a. gerne fortælle nogle af jer, som har døjet lidt med kvalme et x antal måneder af jeres graviditet, og har whinet over at det har været en svær graviditet - at bare rolig, det har det ikke...)

De første par dage med kvalmen, tænkte jeg tsk, er det bare det?? Det kan jeg sgu godt leve med indtil baby kommer.. 

MEN så kom der bræk. I stride strømme. Floder faktisk. Næ mere som en tsunami der konstant væltede ud af kæften på mig. Fy for helvede, hvis der er noget jeg HADER, så er det da nok opkast! Ar-men jeg kan slet ikke håndtere det. Så bliver jeg sådan lidt 5 år om igen.. 

Jeg spiste ikke. Hvis jeg fik klemt en mariekiks ned, så kom den (og en helt masse andet jeg ikke kunne greje, hvad i alverden var) op igen.. Det var så meget og så længe og jeg fik det så dårligt. Ligesom når man har influenza-opkast. Så har man det bare elendigt non-stop. Men jeg kastede ofte op min.9 gange på en dag. Så min krop blev hurtigt fuldstændig udmattet, og jeg var meget til læge. Jeg kunne ikke passe mit arbejde i børnehaven. Alle de søde børn med deres bussemænd hængende ud af næsen, snot tværs op i øjenbrynet, deres sure madpakker med makrel og ost og deres små numser der skulle tørres. Jeg kunne simpelthen ikke. Havde bare INGEN energi og lå kontant ude på toilettet og brækkede mig... Så jeg måtte melde ud at jeg ikke kunne arbejde mere..

Jeg blev henvist til sygehuset. De synes det var ret voldsomt, men fortalte mig at det sikkert ville gå over igen. 

Det gjorde det bare ikke.

Jeg begyndte til ugentlig tjek på sygehuset, hvor jeg blev vejet og fik akupunktur og piller for kvalmen. Det hjalp bare ikke. Selvom i som har læst det første indlæg, forhåbentlig har fået indtryk af hvor meget jeg ønskede det her barn, så ved jeg ikke om i kan forestille jer hvor chokeret og grædefærdig jeg blev, da der blev meldt ud at jeg altså nok ventede tvillinger! TVILLINGER?? Undskyld, hvad?? Altså som i 2 børn?? Øh undskyld mig liiige et øjeblik, jeg har altså kun betalt for én!!?? Tankerne væltede gennem hovedet på mig. Jeg skulle simpelthen ikke ha' 2 babyer. Det duede bare ikke. Hvem skulle så made og passe nr 2? faren var jo ligesom ikke en far men en donor, hos ham var der sgu nok ikke den store hjælp at hente. Og den "anden mor" som skulle have forestillet sig at være der, var jo ligesom løbet sin vej. Jeg så det ene skrækbillede efter det andet. Mig der sad der med en unge hængende i hver sin pat. To der skulle mades, skiftes og elskes. Af mig. Én person?? Ej nu må galskaben sgu stoppe, tænkte jeg! 

Jeg var ikke glad. Jeg så det ikke lige som en ekstra bonus der var kommet ud af mine anstrengelser. Overvejede om det var straffen for min egoisme i alt dette..

Så de ville gerne scanne mig for at se om der var to hjertelyde, selvom jeg slet ikke var 12 uger endnu. Jeg blev både spændt og irriteret over at få den pludselige melding om at jeg skulle scannes. For den her dag, hvor jeg skulle se min baby for første gang, havde jeg jo forestillet mig og glædet mig til de sidste mange år. Så ville da gerne lige have haft mulighed for at forberede mig, glæde mig.. Desuden var det min far der var med mig til tjek den dag hvor vi fik dette at vide. Hvis jeg havde vidst at det var den dag jeg skulle have min første scanning, så havde jeg ikke slæbt ham med. Vi havde ikke rigtig noget forhold til hinanden. Det havde jeg aldrig følt vi havde haft. Selvom vi boede under samme tag hver dag i 17 år, indtil mine forældre blev skilt. Han er en mand af få ord og følelser og ros er ikke noget han gør så meget i. Han har ikke aldrig formået at udfylde far-rollen gennem vores barndom og mange ting gjorde at jeg faktisk stadig bar nag så mange år efter. Da jeg flyttede hjemmefra (til Ebeltoft)  havde jeg det sådan, at jeg havde lært at acceptere at jeg havde en far som havde været skyld i mange tårer, og som jeg måtte acceptere, bare aldrig blev en stor del af mit liv. Og det havde jeg det egentlig ok med. Men i det halve år jeg prøvede på at blive gravid, flyttede jeg ind hos ham fordi min mor og jeg ikke kunne bo under samme tag. Vi havde alt for mange uoverensstemmelser. Det betød at det var min far jeg boede med og som var der når jeg gang på gang græd over at inseminationerne ikke havde gjort mig gravid. Det var første gang vi sådan havde noget sammen. Jeg følte han lyttede lidt til mig. Og prøvede at trøste. Og så var jeg fan af at han ikke havde 1000 indvendinger imod at jeg ønskede at blive mor på denne underlige måde. Han har måske ikke syntes det var verdens bedste idé men han bakkede op og accepterede mit valg. Det var på det tidspunkt mere end hvad man kunne sige om min mor, så alene dét gjorde, at jeg knyttede mig en smule til ham. Og det var som om at det, at han havde været min skulder at græde på, i "jeg er heller ikke blevet gravid denne gang-situationerne" og det at han havde været en del af min hverdag som handlede om at pisse på en pind i håb om ægløsning osv, havde gjort at vi havde fået noget sammen. Sådan fornemmede jeg det i hvert fald. Han udviste ingen glæde over min graviditet, men han var der. Jeg kan huske hvor ked jeg var af, endelig at vente mit barn og så se hvordan hverken min mor eller far var stolte over at skulle være bedsteforældre. Jeg bildte mig ind at det måske ville komme. 

Men selvom min far og jeg nu var på vej til at få et forhold til hinanden, så ville jeg stadig aldrig have valgt at tage ham med til noget så betydningsfuldt, som den 1. scanning. Men nu var han der jo og det var nu de ville scanne mig. Han spurgte om han skulle gå med eller vente udenfor. Jeg sagde at jeg var ligeglad, og regnede med at han ville vente udenfor. Men han gik med. Først skulle vi lige over chokket og den akavede situation der opstår, når ens far er med inde til scanning og vi begge lever i troen om at alting foregår som det gør in the movies, med gel og scanningsdimmer på maven, men den udtryksløse læge så i stedet, uden yderligere advarsel, jager en kæmpe dildo-lignede tingest op i skrævet på mig! Ja man kan vel godt sige at det var dagens lille overraskelse, både for mig som ikke var forberedt, men lige så meget for min kære fader hvis øjne var lige ved at trille ud af hovedet på ham og jeg kunne nærmest høre ham synke. Derfra gik det strålende. Perfekt faktisk. Skærmen lyste og vi så den her tændstikbaby. Man kunne se omridset af krop, ben og arme. Og det første der sker er at Tjalfe løfter armen og vinker. Lige i det øjeblik ændrede vores liv sig. Mit og min fars liv. Han blev ramt lige i hjertet. Det var dét sekund han blev en morfar! Man kunne se det. Mærke det. Han snakkede stolt og glad om scanningen og om at babyen som han helt sikkert mente var en dreng, havde vinket og spjættet. Jeg var så stolt af min baby. Og også af min far. Han glædede sig nu, det kunne jeg mærke. Og det var endnu en ting jeg følte vi havde tilfælles.

De kunne udfra scanningen konkludere at der nok alligevel kun var en baby, men at man jo aldrig kunne vide sig sikker på sådan en tidlig scanning. Så selvom jeg fortsat levede lidt i frygt, så lettede det en smule. Jeg var til tjek hver uge fordi de var bekymret for mig og babyen. 

Kan huske der var en dag hvor vi sad og ventede i venteværelse for at skulle til tjek. Så spurgte den nye sygeplejerske "hvem er det du er?" jeg sagde mit navn og hun afbrød mig straks med et smil "Nåeh ja det er dig der venter tvillinger! Kom med indenfor.." Jeg tænkte bare "øh hallo søster lystig, hvis der står på dine papirer at jeg skal have tvillinger så vil jeg sgu gerne snart selv vide det???" Kom op og svede over det hver gang der blev nævnt ordet tvillinger...

Jeg tabte mig hurtigt 9 kilo bare ved at kaste op og De sagde at jeg burde indlægges og ligge med drop for at få væske. Det hverken ville eller turde jeg. De sagde at enten skulle jeg være indlagt eller også var der en der skulle passe mig i hjemmet, 24 timer i døgnet. For jeg var virkelig udmattet og afkræftet og kunne ikke noget selv. Stod kun op for at tisse. Mine forældre forbarmede sig over mig og sagde at det skulle de nok gøre skiftevis. Det er jeg dem evigt taknemmelig for!

Med min mor og jeg gik det nogenlunde. Men jeg hadede hende faktisk i perioder. Det er frygteligt at sige, men det gjorde jeg. Synes simpelthen det var så urimeligt at hun ikke bare kunne være glad på mine vegne? Det var okay hun ikke synes det var nogen god ide med den baby jeg ventede mig som enlig og ung. Men så kunne hun da i det mindste acceptere mit valg og bakke op og glæde sig på mine vegne. Blev så forarget over at hun slet ikke kunne se nogen som helst glæde i at skulle være mormor for første og måske eneste gang...

Men mit bræk fortsatte i stride strømme. Jeg fik det hele med: bækkenløsning, halsbrænd, skrækmærker, hæmorider, bumser, knopper overalt, misfarvninger på huden og mine bryster voksede og sprækkede og blødte. Jow jow, jeg tog det hele med - det var næsten som et eventyr... Kan huske min søde læge kiggede på mig og sagde "Ja, men selvfølgelig skal alt det her ske for dig. Du får alle symptomerne på graviditet i ualmindelig høj grad. Hvem skulle det ellers ske for, du er jo aldrig ligesom alle andre.." og puha hvor havde hun ret..

Her er et billede af min hud. Der kom en streg ned af benene, på den ene side var min hud helt lys og på den anden side helt mørk.. så virkelig underligt ud. Er heldigvis gået væk nu..

Bækkenløsning kom tidligt. Startede som smerter osv som andre har i slutningen af graviditeten og blev så frygteligt, at jeg måtte gå på krykker, når jeg skulle ud af sengen eller til tjek på sygehuset. Eller lå jeg på sofaen eller i sengen hele dagen. I 9 måneder lå jeg og så mine forældres liv fra sofaen. Så de gik på job og kom hjem fra job. De lokkede med mad og hjalp og trøstede. De løb frem og tilbage med den ene brækskål efter den anden. Og jeg husker at jeg lå og kiggede ud af vinduet og så sommeren forsvinde, vinteren komme, vinteren blive og op mod terminen, tittede solen frem igen. Det var som en røvsyg bog der aldrig ville ende. Samtidig med at jeg lå sengeliggende i 9 måneder, havde jeg rig mulighed for at dyrke min angst for at tabe barnet og for selve fødslen. Misunde alle andre der kunne gå på job og leve et normalt liv under graviditeten. Jeg lå bare der og rådnede op og følte jeg var 3 år og skulle passes af mine forældre... nogle dage var det lidt bedre og så var jeg lidt oppe fra sofaen og fik taget billeder af maven. De flotte og professionelle af billederne er taget af min gode ven, fotograf Michael With, som besøgte og fotograferede mig i hjemmet..

Jeg havde et par måneder inden terminen, fået en lejlighed. Det var dejligt at være klar til ham kom til verden men jeg var der ikke rigtig for jeg kunne ingenting selv..

Og til sidst blev jeg indlagt. Mit bækken var fastlåst. Jeg kunne ikke røre mig ud af flækken og havde voldsomme smerter. Jeg lå i sengen og kunne ikke engang vende mig om på siden eller bøje mine ben. Jeg havde sygeplejersker på konstant som måtte hjælpe ved toiletbesøg osv. Det var så forfærdeligt og ydmygende at have andre til at bade og vaske én og jeg sad i kørestol resten af graviditeten. Jeg fik indsprøjtninger med blodfortyndende, fordi jeg lå så stille og fastlåst så længe, at de var bange for jeg ville få en blodprop.

Jeg havde termin d.29. april. Men pga. min voldsomme graviditet og smerter, blev jeg sat igang d.26. 

Vi var pænt mange på fødestuen, for jeg havde "inviteret" en del. Min mor, min "pap-mor" og veninde Sofie. Og så havde jeg besluttet mig for at spørge min far også. Han sagde ja. Han havde været så støttende og engageret i hele graviditeten og vist sig som den far jeg havde manglet altid. Han fortjente at opleve det. Desuden er jeg jo adopteret så ingen af mine forældre har oplevet en fødsel..

På fødegangen fik jeg at vide at jeg skulle have en epiduralblokade, dét jeg havde frygtet allermest. Dét ville jeg ikke! Men jordemoderen sagde at det ville blive lidt svært at føde når jeg ikke kunne sprede benene (godt ord igen...) så jeg måtte jo overgive mig. 

Der var blod, skrig, tårer, vold og jeg både besvimede og brækkede mig flere gange. ALt i alt ikke noget jeg husker tilbage på, som en smuk oplevelse, what so ever..

But out he came! Efter ca 12 timers veer. Han var det smukkeste jeg nogensinde havde set. Dog kiggede vi alle 5 undrende på hinanden og spørgende på jordemoderen da der poppede en kridhvid unge ud (med helt sort diller.) ?? Men han var så sød og hudfarve m.m. ændrede sig med tiden... 

Det var i dét øjeblik min mor forstod det rigtigt. Det var der hun blev ramt lige i hjertet og følte sig som mormor. Og det varmede mit hjerte. De er simpelthen blevet verdens bedste mormor og morfar for ham!

At få sin søn op på maven og mærke ham for første gang, er det største jeg har og nogen sinde kommer til at opleve!

Selvom dette lykkelig moment burde være afslutningen, så er historien desværre ikke helt slut. For hele mit valg om at blive mor på denne måde har desværre også haft andre mere alvorlige og personlige konsekvenser. Og nej jeg mener ikke slatne guirlande-patter og strækmærker... 

Men du kan få 3. og sidste del på fredag hvis du har lyst... 

Tak fordi du læste med så lang!